| NY BOG: Haven som trofast ven og personlig stresscoach er filosofien i ny personlig bog om haveterapi. Det kan oven i købet gøres både nemt og billigt - og haven bliver superlet at passe, lover forfatteren. LYKKEN HAR RØDDER indeholder en række enkle men smukke haveplaner, der tydeligt viser, hvordan ganske almindelige haver kan indrettes som små oaser, hvor du altid kan finde glæde, ro og energi. Forfatterens filosofi er at skabe vedligeholdelsesfri skønhed, så du får tid til at nyde livet i stedet for at knokle med hakkejern og slåmaskine. Men haveterapi handler først og fremmest om dig og dine behov. Derfor indeholder LYKKEN HAR RØDDER forslag og eksempler på alt lige fra det tankefulde haverum over den fortryllede have til legepladsen (for børn og barnlige sjæle). Her er ren nydelse, sanser, farver, dufte og smag - og for dem, der simpelthen stresser bedst af, når de har noget at rive i, er der skam også spændende afsnit om kreativitet og den et-årige have. Haveterapi er en helt ny og spændende trend. Forskere og psykologer verden over er enige om, at haven er en fantastisk terapeut, og meget tyder ligefrem på, at løsningen på et af tidens største problemer, nemlig stress, findes lige udenfor vores dør. Haveterapi anvendes i stigende grad som behandlingstilbud til stressede og udbrændte mennesker, men alle vi andre, der "bare" er udkørte og småstressede ovenpå en hæsblæsende dag, kan sandelig også få glæde af lidt terapi i egen have.
|
