Haven i juli

Huskeseddel:
  • I denne måned er det ekstra aktuelt at holde øje med at nyplantede træer og buske ikke får det for tørt. De har endnu ikke dannet et stort rodnet og kan have svært ved at suge vand nok op. Juli er en af de måneder med højest fordampning og har forsommeren været tør, så er der allerede et vandunderskud i jorden.
 
  • Højbede og plantekrukker tørrer også hurtigere ud, så besøg dem ofte med vandkanden.
 
  • Skal potteplanterne være alene hjemme, mens du er på sommerferie, så husk at sørge for ferievanding. Der findes mange snedige metoder og det kan være en god ide at afprøve dem i en uges tid, før man farer ud af døren. 
 
  • Vær ivrig med at fjerne visne blomster, så der ikke dannes frøstande. Så får du nemlig flere blomster. Hvis du derimod gerne vil høste frø, så skal frøstandene have lov at udvikle sig og modne.
 
  • Det er sjovt selv at samle frø og så er det en billig måde at få mange planter på. Men husk, at hvis du tager frø fra F1-planter og sår dem, så vil de nye planter ikke komme til at ligne moderplanten.
 
  • Har du meloner i drivhuset, så skal du i gang med at bestøve. Med en lille, blød pensel “flyver” du med pollen fra melonblomst til melonblomst.
 
  • Vinplanter sætter hele tiden nye skud og i løbet af kort tid har man en hel jungle inde i drivhuset. Tynd ud med hård hånd ellers går al for meget af plantens energi med at udvikle de nye skud, i stedet for at udvikle druerne.
 
  • Nip tomaterne. De små, nye skud i tomatplanternes bladhjørner bliver i løbet af ingen tid meget store. De stjæler næring og lys fra hovedstammen og tomatfrugterne.
 
  • Tag nogle af de nye jordbærplanter (udløbere), som det nu myldrer med i jordbærbedet og anlæg et nyt bed. Plant ikke jordbær det samme sted år efter år, men sæt fx de nye planter, der hvor du havde tidlige kartofler.
 
  • Husk at det ikke alt sammen skal være arbejde. Hent ny inspiration i de åbne haver - både her til lands og i vores nabolande. 
 
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet.
 







Tilbage | Top

Sidst opdateret 31. juli 2010