Krukker, krukker og atter krukker. Er du ved at være lidt træt af krukker her, der og alle vegne, så kan planterne sættes i mange andre ting. Det handler bare om at kigge sig omkring og gribe inspirationen, hvor den byder sig til.

 

Med sommerferien lige om hjørnet står den snart på strandtur og afslapning i sommerhuset. Benyt ferien til at lade dig inspirere af hav, sand, viftende marehalm og muslingeskaller til sommerens udendørs beplantning på terrassen eller andre steder, hvor du gerne vil understrege sommerstemningen. Her er et par forslag. 


Phalaenopsis.
En maritim dekoration, som leder tankerne hen på sejlads. En phalaennopsis´ urtepotte er skjult i en tovrulle og pyntet med små konkylier. De hvide orkidéer er mindst lige så elegante, som et sejlskibs hvide sejl på en solskinsdag.


Campanula.
Campanulaens blålige blomster og de blanke kugler bringer lysets spil i havoverfladen ind på den gamle gårdsplads. I stedet for en krukke, er der valgt et glasfad - blågrøn som marehalmen.


Helichrysum.
De helt rundslebne strandsten er svære at lade ligge, så tag nogle af dem med hjem til en stranddekoration. De matte helichrysum er sat i en bakke med strandsand og de blanke strandsten er tilføjet lidt maritimt ved at binde snor om dem.


Carex, Acorus og Sempervivum.
Klitternes bølgende hav af græsser og en af strandens små sukkulenter, strandarven, danner basis for den her utraditionelle beplantning i en tue af vissent græs. De levende græsser er carex og acorus og de har fået selskab af husløg. Brug fx trådnet til at bygge tuen op omkring.

 
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet.
 
 







Tilbage | Top

Sidst opdateret 31. august 2010