Når havens krukker skal plantes til med sommerblomster, så udnyt deres forskel i blomsterstørrelse. Ved at kombinere store, mellemstore og bittesmå blomster bliver krukkerne meget mere spændende at se på.

 

Sommerblomster findes ikke kun i mange farver, men også med både store og små blomster. Det er fristende bare at vælge ens yndlingsblomster eller at gå efter en bestemt farve. Men næste gang du skal købe planter til krukkerne, så prøv også at tænke i blomsterstørrelse. Du kan nemlig udnytte blomsternes størrelse, så havens krukker opleves forskelligt alt efter om de ses tæt på eller på afstand.

Spansk margerit, edderkopplante og rosa brudeslør.
Spansk margerit, edderkopplante og den et-årige, rosa brudeslør. Tre forskellige blomsterstørrelser giver krukkerne dynamik.

Store blomster, som de farvestrålende spanske margeritter (Osteospermum), ser man allerede på lang afstand og man kan også nemt se, hvilken farve de har. Når vi kommer tættere på, træder de mere luftige blomster frem - dem, der i virkeligheden består af mange små blomster som fx edderkopplanten (Cleome). Men man skal helt tæt på for virkelig at se brudeslørets bittesmå, rosafarvede blomster.

Netop sommerblomster med en sky af bittesmå blomster er der nu kommet et par nye bud på. Den rosafarvede brudeslør (Gypsophila muralis) er en af de nyere udplantningsplanter i sortimenter mange steder. Den er bedårende at se på og passer perfekt sammen med det store udvalg af lyserøde, rosa og rødlilla sommerblomster, der findes i handelen. Det er en et-årig plante, modsat den hvide brudeslør (Gypsophila paniculata), som vi kender fra haven, der er en staude.

Euphorbia hybrid 'Diamond Frost'
Euphorbia hybrid 'Diamond Frost' - en anden af de nyere udplantningsplanter med en sky af små blomster. Som noget nyt fås den nu også i en lyserød udgave.

En anden sommerblomst til krukkerne er Euphorbia hybrid 'Diamond Frost'. Og ja, den er faktisk i familie med julestjernen, der jo også har slægtsnavnet Euphorbia. Trods sin spinkle fremtoning er den en robust plante, når bare man husker at vande den godt i starten. Den blomstrer lystigt hele sommeren og hvis du er plaget af rådyr i haven, så skulle euphorbia´en være et godt valg, for den får lov at stå i fred.

Euphorbia hybrid 'Diamond Frost' er ikke hårdfør, men prøv at flytte den indenfor i stuen, når det bliver efterår. Ifølge flere udenlandske plantesider skulle man med lidt held kunne få den til at blomstre videre indendørs. I hvert fald et forsøg værd.

Lagt på Havebureauet.dk 17.05.2010
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet.
 
 







Tilbage | Top

Sidst opdateret 17. maj 2010