Forhaven til et rækkehus behøver ikke være et kedeligt stykke græsplæne med et plankeværk på hver side. Haveudstillingen Chelsea Flower Show i London viser hvordan forhaven gøres frodig og stilfuld med få virkemidler.

 

Verdens mest kendte haveudstilling, Chelsea Flower Show i London, handler ikke kun om store haver. Faktisk er de fleste af udstillingshaverne ganske små og det er her man kan finde rigtig mange ideer, som er lige til at overføre til egen have. Tag nu fx forhaven til et rækkehus. Hvordan forvandler man et kedeligt stykke græsplæne med en gangsti hen til døren og med et plankeværk på hver side til et frodigt indgangsparti? Det er faktisk ikke så svært endda.

The Upwardly Mobile Garden/Chelsea Flower Show 2010.
Forhaven til et rækkehus kan med få virkemidler gøres til en frodig og stilfuld have.
© Foto: RHS/Picselect.

I stedet for at skulle investere i store buske og små træer, for at få noget højde i haven, så har havedesignerne Chris Deakin og Jason Locken bl.a. benyttet sig af krukker placeret på podier. På den måde kommer de flotte og hårdføre hortensier (Hydrangea Endless Summer 'Twist and Shout') meget mere til deres ret end hvis de havde stået nede på fliserne.

Haven gøres på en gang mere frodig og mindre pasningskrævende ved at sørge for bunddække. Podierne fungerer faktisk også som et bunddække og imellem dem har vi så det levende bunddække i form af den storbladede kærmindesøster (Brunnera 'Jack Frost') og den helt mørke coprosma (Coprosma Pacific Night). Med et tæt bunddække er man helt fri for at luge og bladene sørger også for, at jorden ikke bliver for tør.

Læg også mærke til tricket med at gentage flisebelægning med de små, runde sten op ad plankeværket. Det giver både højde til haven og bryder baggrunden, som ellers kunne blive for ensformig.

En anden detalje er den høje prydgræs i forgrunden. Har man et mørkfarvet hus eller planteværk, så kommer den elegante og op til to meter høje kæmpefjergræs (Stipa gigantea) nemlig rigtig til sin ret. Kan man derudover også placere den så man ser den i modlys, så har haven fået endnu et spændende element.
Lagt på Havebureauet.dk 30.05.2010
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet.
 
 







Tilbage | Top

Sidst opdateret 31. maj 2010