HALLOWEEN: For få år siden var græskarlygter nærmest bare noget man havde set i tegneserien "Radiserne". Nu har alle mindst et par stykker stående på trappestenen og skikken breder sig med større fart end lyskæderne i december. Og så går der jo sport i snittteriet!    

Den amerikanske tradition med halloween og græskarlygterne har i den grad grebet os og det er da også nærmest umuligt at bevæge sig ind i en dagligvarebutik uden at støde på en palle opstablede græskar. 

Græskarlygte
Græskarlygte med 2 "farver" og skyggeeffekt.
© Foto: Havebureauet.

Skabeloner til udskæring
Vel hjemme med det perfekte græskar skal motivet udtænkes før kniven føres. Udebliver de gode ideer, så er der heldigvis internettet. En hurtig søgning på "pumpkin" udløser en flodbølge af sider fra græskarlygtens hjemland, USA. Og er du gal for en løbsk grøntsagskniv som de går til snitteriet! De nøjes heller ikke med bare at hive køkken-skuffens bedste kniv frem. Næ, nej. De finder hele værktøjskassen inklusive den elektriske stiksav frem. Nu stod man lige der og troede, at ethvert barn kan lave en græskarlygte.

Så her er et par tips til, hvordan du kan udforme din græskarlygte inden du lader den "gå-catwalk" foran entrédøren. 

Lyseffekter i flere "farver"
I stedet for kun at lave udskæringer, så prøv også at lave felter, hvor du skrælle skindet af græskarret. Et afskrællet felt er ikke så lyst som en udskæring, men er alligevel lysere end resten af græskarret. På den måde får du to "farver" at arbejde med. Men det kræver, at du har skrabt græskarvæggen ned til ca. 2,5 cm tykkelse, hvor dit motiv skal være. Ellers går lyseffekten tabt. 

Afskrællet græskarlygte.
Sådan ser effekten ud.
Ved at skrælle skindet af græskarret får du pludselig endnu en lyseffekt at arbejde med - en tredje "farve" om du vil.
© Foto: Havebureauet.

Lav skyggeeffekt
Lav også et motiv på det øverste af græskarrets bagsiden og sæt det foran en mur. Nu vil lyset kaste en flakkende lysskygge op på væggen bagved græskarret. Et simpelt motiv af en flagermus kan på den måde virke meget levende. 

Låg i bunden
I stedet for at lave låg i græskarret, kan du udhule det igennem bunden. Så slipper du for, at låget "slipper" lys ud, hvor det ikke var meningen. Men husk at græskarret skal have en "skorsten" i toppen, så varme og røg kan komme ud. Det bliver også meget lettere at tænde og placere fyrfadslysene, hvorefter du sænker resten af græskarret på plads over bunden. 

Skabelon
På bagsiden af græskarret kan du lave en udskæring, som kaster en levende skygge op på muren og føjer en ekstra dimension til græskarlygten.
© Foto: Havebureauet.

Værktøjet
Endelig er der værktøjet til udskæring af græskar. Man kan købe specielle "carving kits", men måske har du allerede noget, der kan bruges. Med forskelligt værktøj til udskæring af linoleums- eller træsnit kan du nå meget langt. Og er du ude i et simpelt motiv, så prøv at skifte kniven ud med en stiksav! 


Læs også: Det rette værktøj til græskarudskæring 
                  Bådræs i kæmpegræskar 
                  Gode gys med kartofler
                  Opskrift på et spøgelse

Share 
 
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet
.
 

 







Tilbage | Top

Sidst opdateret 1. november 2011