En busk kan blive til mange, hvis du stiklingeformere den. Her kan du se, hvordan du tager vinterstiklinger, de såkaldte træagtige stiklinger, samt hvilke buske og træer, der egner sig til den metode.

 

Når træer og buske har tabt bladene om efteråret, så er det tid at tage vinterstiklinger eller træagtige stiklinger, som de også kaldes. En noget langsommere, men til gengæld helt gratis måde at skaffe sig flere planter på. Så vil du have flere solbærbuske, figentræer, pilebuske eller måske sommerfuglebuske, så er det frem med beskærersaksen. 

Vinterstiklinger
Få flere buske ved at stiklingeformere dem, du har. En ganske gratis måde at skaffe sig flere planter på.
© Foto: Havebureauet.

Til vinterstiklinge skal du bruge et-årsskud. Det vil sige nye grene, som busken eller træet har sat i løbet af året. Det er nemlig dem, der har evnen til at sætte rod, og ikke de gamle grene. Ofte vil der kunne blive flere stiklinger af en enkelt gren, men størst spireevne har den nye gren tættest på udspringet - altså i den tykke ende. En gren til stiklinger må heller ikke være for tynd, for så tørrer den alt for nemt ud. En god tykkelse er som en almindelig blyant.

Når du har fundet en passende gren og har klippet den af, så klipper du grenen i stykker på 15 - 25 cm. Når længden varierer så meget, så er det fordi den afhænger af, hvor tæt grenens knopper sidder. En stikling skal nemlig have minimum to knopper og gerne flere, sådan at både toppen og bunden af stiklingen har en knop lige umiddelbart ved siden af klippepunktet. 

Vinterstikling
Stiklinger laves ved at dele nye grene i flere stykker, hvor hvert grenstykke er klippet lige ved en knop. Toppen af stiklingen er klippet lige over en knop (som her på billedet) og bunden lige under en knop. Husk desuden at vende stiklingerne rigtigt, for de bryder sig ikke om at stå på hovedet.
© Foto: Havebureauet.

Når du har fået klippet stiklingerne til, så skal de stikkes ned i en passende jordblanding, hvilket vil sige en, der både holder på fugten, men samtidig også er luftig. Bland fx noget sphagnum med sand, grus, legakugler eller lignende og fyld det i plasturtepotter.

Stiklingerne stikkes i jorden så kun den/de øverste knopper er over jorden. Et godt fif er desuden at sætte stiklingerne rundt ved pottenvæggen og ikke midt i potten. Af en eller anden grund fremmer det rodsætningen.

Nu skal potterne med vinterstiklingerne så blot stilles direkte på jorden et sted, hvor hverken blæsten eller solens stråler kan udtørre dem. Et beskyttende lag af visne blade er en god ide. Til foråret skyder dine stiklinger så forhåbentlig nye blade og til efteråret kan du forsigtigt plante dem om. 


Træer og buske, som kan formeres med træagtige stiklinger: 

  • Brombær
  • Figen
  • Hassel
  • Hyld
  • Morbær
  • Ribs
  • Solbær
  • Stikkelsbær
  • Vindrue
  • Artikektens trøst
  • Forsythia
  • Gedeblad
  • Ildtorn
  • Kaprifolie
  • Kornel
  • Liguster
  • Pil
  • Poppel
  • Snebollebusk
  • Snebær
  • Sommerfuglebusk
  • Spirea
  • Stjernetop
  • Uægte jasmin 

Læs også: Sæt stiklingerne i løvkuvøse

Lagt på Havebureauet.dk 22.11.2009

© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet.
 
 







Tilbage | Top

Sidst opdateret 1. juni 2010