|
Smid ikke de runkne hvidløg ud. Sæt dem i stedet i en potte med jord. I løbet af kort tid har du masser af friske, grønne spirer, der kan bruges som grønt drys på maden. Et alternativ til frisk purløg.
|
|
Mangler du lidt grønt drys til maden eller bare et frisk pust af forår i vindueskarmen? Her om vinteren længes vi efter at kunne gå ud i grønthaven og klippe lidt grønne urter til at drysse på maden. Men faktisk kan du godt finde saksen frem allerede nu. Vores almindelige spiseløg kan nemlig plantes i en potte jord og levere frisk grønt til maden. Så hvis dine hvidløg er blevet lidt runkne, så tryl dem om til et grønt drys.
 |
De runkne hvidløg kan både bidrage til den daglige underholdning og levere frisk, grønt drys til maden.
© Foto: Havebureauet. |
Fremgangsmåden er meget enkel. Fyld en urtepotte med noget pottemuld. Det må gerne være iblandet sand i det øverste lag, så løgene ikke rådner. Så trykker du blot løget let ned i jordoverfladen. Det er ikke nødvendigt at dele hvidløget, faktisk spirer det mere villigt, hvis du bare sætter det hele løg. Nu skal urtepotten så bare sættes i et lyst vindue.
Allerede efter få dage har løget sat et væld af hvide rødder ned i jordene. Hvis du bruger en gennemsigtig urtepotte, så kan du følge løgenes utrolige livskraft dag for dag. Når løgene har sat rødder, er det tid at begynde med vandingen.
Også almindelige spiseløg, rødløg og skarlotteløg kan anvendes. De sætter mange og hule spirer - nærmest purløg i overstørrelse. Hvidløgene derimod sætter normalt kun en spire for hvert fed. Deres spirer minder mere om et græsstrå. Løgsmagen er for alle løgenes vedkommende meget mild.
Læs også: Løbske løg - sådan gik det
| Lagt på Havebureauet.dk 09.01.2010 |
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet. |
| |
|
|
|
|
Tilbage | Top
Sidst opdateret 14. april 2010