|
Den døde bambus, det visne elefantgræs og al det andet grenaffald, som foråret er rig på, kan genbruges til mange ting i haven. Her er et par forslag.
|
|
Forår er lig med den helt store oprydning i haven. Der bliver klippet, trimmet, revet og fejet, så haven kan se flot ud. Resultatet af al den forårsklargøring kan som regel ses i køen af trailere ved den lokale genbrugsplads. Bunker og atter bunker af haveaffald. Det meste kan imidlertid genbruges i egen have og det gælder også afklippede grene, stive toppe og stængler.
 |
Sådan et hegn har naboen garanteret ikke - og du slipper for turen til genbrugspladsen.
© Foto: Havebureauet. |
Har man virkelig mange stive toppe fra fx elefantgræs, et væld af rimeligt lige grene eller måske adskillige døde bambusbuske, så kan du lave et usædvanligt havehegn eller rumdeler i haven. Ved at bundte de mange grene/toppe og omvikle dem med holdbar snor, kan man fremstille nogle bøjelige kæmpegrene, der kan flettes mellem solide stolper. En form for mega-pileflet.
En anden måde at genbruge afklippede grene og staudetoppe på, er ved at lave et simpelt kvashegn. Sådan et kan fx bruges som afskærmning for kompostbunken. Det bedste ved et kvashegn eller et faskinehegn, som det også kaldes, er, at man kan blive ved at fylde grene og haveaffald i år efter år. Indholdet i hegnet synker simpelthen sammen over tid og giver plads til mere. Det afrevne mos fra græsplæne kan du også putte i kvashegnet. Det gør det kun mere dekorativt.
En anden sidegevinst ved et kvashegn er dyrelivet. Tudser, firben og måske pindsvinet kan skjule sig i bunden, mens småfugle som fx gærdesmutten vil elske at bruge hegnet som gemmested for reden.
 |
En hel ny form for kantning af blomsterbedet. Grenkanten består af tykke grene i midten og tynde udenom.
© Foto: Havebureauet. |
Store og små grene kan danne en ganske anderledes form bedkant. Grenene lægges forskudt for hinanden og omvikles med snor, så de danner en lang pølse. De tykke grene lægges i midten mens de tynde grene bruges til den yderste finish. Nedfaldne grene fra en hængebirk er rigtig gode som yderlag. Kanten gøres fast med korte pinde stukket igennem grenkanten og ned i jorden.
 |
Et simpelt insekthotel lavet af en konservesdåse og hule grene og stængler fra bl.a. bambus og elefantgræs.
© Foto: Havebureauet. |
Insekter er vigtige i enhver have. Men i stedet for at købe diverse insekthoteller i dyre domme, så kan du lave dem selv. Både det visne elefantgræs og bambus har hule stængler og er som skabt til at huse havens små nyttedyr. Den helt simple udgave kan laves af en gammel konservesdåse, men ellers er det op til ens fantasi, hvor kunstfærdig arkitekturen skal være. Husk blot at åbningen på de hule stængler skal hælde en smule, så regnvandet kan løbe ud.
 |
Bambus og andre smågrene kan klippes i små, korte stykker og bruges som dekorativt bunddække i havens krukker.
© Foto: Havebureauet. |
Hvis du klipper smågrene eller bambus i småstykker, så får du et dekorativt bunddække til dine krukker. Desværre falmer bambus ret hurtigt, men så kan man eksperimentere med at indfarve dem med plantefarve, havemøblernes træolie og hvad man ellers kan finde på. Nogle af havens mest almindelige ukrudtsplanter som skvalderkål og brændenælde hører i øvrigt til de planter, der bruges indenfor plantefarvning.
Læs også: Faskinehegn
Byg et insekthotel
| |
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet. |
| |
|
|
|
|