|
Kvan, strandkål og jordskokker er gamle køkkenurter, som både er nemme, hårdføre og frodige planter. De kommer trofast igen år efter år og de hippe Michelin-kokke har forlængst opdaget dem. Hvad med dig?
|
|
Mange vil gerne dyrke egne grøntsager eller bare lidt grønt til madlav-ningen, men opgiver hurtigt planen igen, fordi det er for besværligt. Løsningen kan være at dyrke nogle af de helt gamle grøntsager og krydderurter, som både er nemme og utroligt hårdføre, samtidig med at de også har en frodig vækst og dermed i sig selv pynter i haven. Kombi-neret med deres evne til at komme igen år efter år , så får man faktisk ikke nemmere grøntsager.
 |
Strandkålens blomster dufter som en stor krukke nyslynget honning og deres nektar tiltrækker mange insekter. Men den uudsprungne blomster-stand kan også bruges som broccoli.
© Foto: Havebureauet. |
Strandkål
Den ligner en kål og den smager som en kål, men den er ikke en kål. Alligevel hedder den strandkål (Crambe maritime). En meget smuk plante, som vokser vildt ved vores kyster, men som også kan dyrkes i haven. Selvom de stive blade godt kan spises, så er det blomsterstan-den, der bruges. Før de hvide blomster springer ud minder de både i smag og udseende om broccoli og det er også sådan de kan bruges.
Men førhen blev strandkålen faktisk kaldt herremandens asparges. Da blev strandkålen nemlig dyrket i herregårdenes haver og i det tidlige forår dækkede man planten, så de fremspirende skud blev lange og helt blege. De blev så serveret som asparges.
Lader man strandkålen beholde sine blomster, så udvikler de sig hen på sommeren til kuglerunde frø, der mest af alt ligner grønne ærter. De grønne umodne frø kan man lave kapers af eller de kan sågar bruges i stedet for kammerjunkere i koldskål.
Strandkålen gror vildt på Nordeuropæiske kyster og er derfor virkelig en hårdfør plante. Bare den får masser af sol og står i veldrænet jord, så skal den nok komme igen år efter år. Strandkål kan købes som frø og man må under ingen omstændigheder grave de vildtvoksende strandkål op ved kysten.
 |
Kvan er en vaskeægte nordisk køkkenurt, for den vokser så højt mod nord som i Grønland. Den skulle efter sigende også være en af de første køkkenurter, der blev dyrket.
© Foto: Havebureauet. |
Kvan
Nogle hævder, at kvan er den ældste køkkenurt vi har. Længe før vi havde grønthaver og før det hed en kålgård, havde man kvangårde, hvor man dyrkede kvan (Angelica archangelica). Planten ansås nemlig for at være et vidundermiddel mod lidt af hvert og anbefalet af selveste ærkeenglen Mikael. Vikingerne havde kvan med på sørejsen som mid-del mod skørbug og det er da også i sandhed en nordisk specialitet, der vokser så langt nordpå som Grønland.
Kvan har i øvrigt en helt speciel egenskab, som burde gøre den ekstra interessant for os. Den kan nemlig bruges til at nedsætte sukkerfor-bruget, når man tilbereder rabarber. Den neutraliserer rabarbernes oxalsyre. Rabarbermarmelade med kvan er da også en gammelkendt opskrift.
Men kvan kan bruges til mange ting bl.a. som gammeldags slik: Kandi-serede kvanstilke. Kvan smager af anis/lakrids. Men hele planten lige fra rod til frø kan bruges i madlavningen og til så forskellige ting som bjesk, sirup, syltning, bagværk og grønt krydderdrys i fiskeretter.
Kvan kan ved første øjekast godt ligne en forvokset skalderkål, men heldigvis bliver skvaldekål ikke to meter høj. Under gunstige forhold kan en kvan i blomst endda godt blive endnu højere og er altså i sig selv en markant plante til havens bede eller en stor krukke. Kvan er to- til flerårig, men frøsår sig selv villigt. Flere frøfirmaer har kvanfrø, men ellers prøv på et af de mange plante-loppemarkeder.
Kvan vil gerne stå i let fugtig jord fx ved en søbred. Men den klarer sig også i almindelig havejord. Til gengæld skal man sørge for, at den ikke udsættes for fuld sol. Halvskygge er ideelt.
 |
Jordskok er i familie med solsikken, hvilket tydeligt ses på planten. Desværre får kun få af sorterne blomster, men til gengæld får de alle masser af spiselige rodknolde.
© Foto: Havebureauet. |
Jordskok
Hvis man gerne vil kunne hente friske rodfrugter i haven hele vinteren igennem og måske desuden mangler en høj hæk om sommeren, så er jordskokker løsningen. Jordskok (Helianthus tuberosus) bliver nemlig helt op mod tre meter høj, men højden til trods så skal der nærmest en regulær storm til at lægge dem ned. I sig selv imponerende. Men lige så imponerende er det, at en lille knold på størrelse med et lille hønseæg både kan skyde sådan en stor top og så samtidig under jorden produ-cere en masse ujævne knolde, der kan bruges rå, kogt, stegt og bagt.
Nemmere og mere hårdfør rodfrugt skal man lede længe efter. Har man en gang lagt jordskokker i jorden, så har man dem for altid. Selv den mindste lille knold skal nok gro. Og hvad der er endnu bedre er, at man slet ikke behøver bekymrer sig om vinteropbevaring og frostskader. Bare lad jordskokkerne blive i jorden hele vinteren, for de tåler frost. Til gengæld kan man så hente knasende friske jordskokker hele vinteren og dem man ikke får brugt, de gror bare videre og sætter endnu flere knolde. Det er næsten grøntsagernes svar på Thors geder.
Jordskokken, der oprindeligt stammer fra Nordamerika, er i familie med solsikken, hvilket man tydeligt kan se på planten. Desværre er det kun få af sorterne, der også kommer i blomst. Og de der gør, får kun for-holdsvis små gule blomster. Jordskok kan gror på al slags jord i fuld sol. Den får praktisk talt ingen sygdomme, så derfor kan man tillade sig at lade den gror på det samme sted mange år i træk.
Modsat med kartofler, så er det ikke sådan lige til at skaffe lægge-knolde af jordskok. Så det nemmeste er at bruge dem fra butikkernes grøntsagsafdeling. Til gengæld aner man så ikke, hvilken sort man egentlig har fået fat i og dermed heller ikke, om det er en blomstrende sort. Men gro skal de nok.
|
|
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet. |
| |
|
|
|
|
