Havens smukkeste slyngplante, vil mange sige, og der findes vitterlig også en klematis til enhver smag. Ingen anden slyngplante kan nemlig opvise sådan en variation i blomsterfarve og -størrrelse som klematis.

 

Man skal ikke bevæge sig forbi ret mange villahaver, før man spotter den første klematis (Clematis). Og sandsynligheden for at den er plantet ved et af husets nedløbsrør, er også ret stor. Synd for en plante, som egentlig er en skovplante og derfor skabt til at slynge sig ud og ind imellem andre og mere stabile vækster. Og klematis kan virkelig bruges på mange måder i haven.

Storblomstret klematis.
Ingen anden slyngplante når klematis til sokkeholderne, når det handler om underskønne, store blomster - endda i alle regnbuens farver og ikke mindst i mange blå nuancer.
© Foto: Havebureauet.
 
Med ca. 250 forskellige arter af klematis, så kan der både findes en kraftigtvoksende, som kan dække et grimt udhus, og en lille spinkel en til at plante i en krukke. Men også drivhuset, udestuen, æbletræet eller blågranen kan udsmykkes med en klematis.

Når det kommer til blomsterfarve, så er der faktisk også frit valg på alle hylder. Et utal af sorter dækker en utrolig variation over hele farve-spekteret. Det er vel nærmest kun brun man går forgæves efter. Også blomsterstørrelse og -form er godt dækket ind. Fra småblomstrede til de tallerkenstore, fra enkle til dobbelte fyldte blomster og fra klokke-formede til de stjerneformede.

Uanset hvor du planter en klematis, så husk at den gerne vil have roden i skygge og resten af planten i sol - det er som sagt en skov-plante. Derfor skal man også sørge for, at den aldrig får det for tørt. Hvis en klematis skal klatre op ad en mur eller et træ, så plant den lidt ude fra muren/stammen og led den i den ønskede retning. Derved kommer den ikke til at stå så tørt. Skygge til roden kan klares ved at placere en stor sten som værn mod solen.

En anden vigtig ting at sørge for ved plantning af klematis, er læ. En klematis bliver aldrig pæn af at gro i strid modvind. Hvis det skulle lykkes den stakkels plante at hægte sig fast, så kan man være sikker på, at blomsterne blæser i laser og pjalter så snart de springer ud. Så sørg for godt med læ.

Klematis
Klematis brugt på en noget utraditionel måde, men hvis en slyngplante ikke kan finde noget at klatre op ad, så kravler den i stedet hen ad jorden og hen over det den nu ellers måtte møde på sin vej.
© Foto: Havebureauet.

Selvom klematis er en slyngplante, så behøver den lidt hjælp. Den kan ikke uden videre slynge sig omkring en tyk stolpe og nå op i højden, men behøver i stedet en udspændt snor eller noget trådnet. Den klatrer nemlig ved at snøre de specielle klatretråde rundt om tynde grene og det, der ligner. Fuldstændig som en agurkeplante.

Beskæring
Der er ét spørgsmål, som altid melder sig om klematis: Hvornår skal de beskæres? Dertil findes der tre rigtige svar. Det afhænger nemlig af, hvilken gruppe klematis det er. Se her:

Gruppe 1: Småblomstret klematis, som blomstrer tidligt (april - maj), kan/skal beskæres lige efter blomstring og endelig ikke før, for så går man glip af blomstringen. Klip så der er 1 - 1½ meter tilbage af planten.

Gruppe 2: Storblomstret klematis, der blomstrer tidligt (maj - juni), kan/skal beskæres også lige efter blomstring. Også her klippes planten ned til 1 - 1½ meters højde.

Gruppe 3: Sentblomstrende klematis (juli - oktober) - og her er der både små- og storblomstrende - skal helst beskæres hvert år, for ikke at blive bare for neden. De beskæres i løbet af vinterhalvåret og det bliver så nogle steder kaldt før blomstringen, hvilket sikkert er årsagen til hele forvirringen. Klip hele planten ned til ca. 20 cm.

Så faktisk er det ikke så svært endda, men er du i tvivl, så hold saksen i ro. Ingen klematis går ud p.g.a. manglende beskæring. 

                                            _________


Ekstern link:
Websitet Clematis on the Web er en database med 3400 forskellige sorter af klematis. Her kan man søge på klematisnavn og finde oplysninger om - og i mange tilfælde også billede af - den enkelte sort.
 
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet.
 
 







Tilbage | Top

Sidst opdateret 10. juni 2011