Moderne havedesign byder ofte på overraskelser, men tv-værten James May slår nu alligevel alle havedesignerne. En have lavet udelukkende af modellervoks og så oven i købet på det prestigefulde Chelsea Flower Show.

 

Hvis du har set tv de seneste par uger, så har du kunnet se en gal englænder bygge et hus af Lego-klodser og derefter et modelfly af en Spitfire - altså vel at mærke i naturlig størrelse. I aftenenes udgave af "Så stort" kaster tv-værten James May sig så ud i at stable en have på 10 x 12 meter på benene, hvor alt fra den mindste blomst til et stort frugttræ er lavet af modellervoks. Og af alle steder foregår det på verdens mest prestigefulde haveudstilling nemlig Chelsea Flower Show i London.

James May´s Paradise in Plasticine/Chelsea Flower Show 2009.

Publikum på Chelsea Flower Show var vilde med James May's have af modellervoks. Følg havens tilblivelse i "Så stort - og så med modellervoks" på DR1. © Foto: RHS/Picselect.

Ideen bag hele programserien er at bruge nogle af de gamle klassikere indenfor legetøj fra før computeren indtog børneværelset til at lege med BIG TIME. Blandt dem vores egne danske Lego-klodser og så altså modellervoksen, som blev opfundet for over hundred år siden af en victoriansk tegnelærer, der var utilfreds med at almindelig ler størknede så hurtig.

Og meget kan man sige om Chelsea Flower Show, der bl.a. har udstedt forbud mod havenisser og terrassevarmere i haveshowets mange udstillingshaver. Alligevel levner de plads til en skør ide som James May's have. Om det så også lykkedes ham at imponere dommerne og få en guldmedalje for haven, skal ikke afsløres her. Men en medalje - af en eller anden slags - får han.

"Så stort - og så med modellervoks" vises onsdag d. 20. januar kl. 20 på DR1.

Lagt på Havebureauet.dk 20.01.2010
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet.
 

 







 

Tilbage | Top

Sidst opdateret 20. januar 2010