|
VÆRD AT SE I 2010: Det tog fire års arbejde og 65 millioner kroner for fonden Realdania at give ni herregårdshaver en grundig makeover. Frem dukkede de flere hundrede år gamle historiske haver, som nu igen kan opleves af publikum.
|
|
Det er Hokus Krokus i stor skala, selvom det tog lidt mere end tre dage og et tv-hold at få givet de ni herregårdshaver en ordentlig overhaling. Og godsejeren eller fruen var vist heller ikke sendt på ferie i fire år, for at det skulle være en overraskelse. Men det ligner. I hvert fald må det være lidt som at vinde i lotteriet for ejerne, som mangler penge til vedligeholdelse af både de historiske bygninger såvel som de omliggende store landskabelige haver.
 |
De historiske haver indeholder også overraskelser. Således opdager man på Tirsbæk, at interessen for vinavl i Danmark ikke er af nyere dato. Her har en del af projektet været at renovere Vinbjerget, som består af 3-4 stensatte terrasser, hvor der kan dyrkes vindruer.
© Foto: Jørgen Jørgensen/Realdania. |
Antallet af bevaringsværdige historiske haver, der både har intakte arkitektoniske, kunstneriske og kulturhistoriske værdier, er meget begrænset i Danmark. Derfor igangsatte fonden Realdania projektet Historiske Haver tilbage i 2006. De ni herregårdshaver ved Bregentved, Clausholm, Engelsholm, Holstenhuus, Knuthenborg, Løvenborg, Sanderumgaard, Søholt og Tirsbæk blev udvalgt og med fulgte en check på 65 millioner kroner. Betingelsen for pengene var og er, at haveejerne forpligter sig til en mønsterværdig pleje af haverne i minimum 15 år frem og at haverne er åbne for offentligheden.
Og så gik det helt store maskineri i gang, for når haven er flere hundrede år gammel, så er det ikke bare lidt skvalderkål, der skal fjernes. Kæmpestore træer er vokset frem, stendiger er faldet sammen og søers vandspejl er forsvundet i bunddynd og planter. Men udover at grave de historiske haver frem, så har projektet også gået ud på at få skabt et overblik over, hvad det er vigtigt at bevare og hvordan. Med udarbejdelsen af de såkaldte "hundredårsplaner" har ejerne af de ni historiske haver nu en køreplan for vedligeholdelse, udvikling og fornyelse af haverne.
Efter fire års arbejde er landskabsarkitekter, entreprenøre og anlægsgartnere færdige med arbejdet og de ni historiske haver er åbnet for publikum. Haverne, der er vidt forskellige i alder, størrelse og stilperiode, byder ikke bare på en gåtur i historiske omgivelser, men også rundt i en del af vores fælles kulturarv.
Der er gratis adgang til haverne på Bregentved, Engelsholm, Holstenhuus og Løvenborg, mens det koster penge at komme ind ved Clausholm, Knuthenborg, Sanderumgaard, Søholt og Tirsbæk.
Links:
Projektet Historiske Haver
DR`s tv-serie om forløbet i fire af haverne
| Lagt på Havebureauet.dk 06.07.2010 |
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet. |
| |
|
|
|
|