Havedagbogen
 

Såtid i vindueskarmen

 
Det er marts, solen skinner og nu skal der sås - inde i vindueskarmen forstås. Men hvorfor nu al det bøvl. Kan man ikke bare vente til det bliver lunere udenfor og så bare så frøene direkte i jorden? Nej, ikke hvis vi snakker om planter, der kommer fra helt andre himmelstrøg. De vil slet ikke nå at blive store nok til at blomstre og sætte frugt, hvis de først kommer i gang, når den danske jordtemperatur er høj nok til at de kan spire. Derfor skal de forkultiveres, som det hedder.

Tænk bare på tomatplanten. Et tomatfrø spirer bedst ved en jordtemperatur på minimum 20 grader, men kan klare sig med lidt mindre. Der ville med andre ord ikke blive megen tomathøst at se frem til, hvis ikke vi såede tomatfrøene indendørs og på den måde gav dem et forspring.

Men vent lidt med tomaterne endnu. Derimod er det på høje tide at få gang i forkultiveringen af peber, chili og en lang række sommerblomster. Af andre spændende ting i den spiselige afdeling, som skal sås nu, kan også nævnes artiskok, kardon, citrongræs og sukkerplanten stevia.

Husk altid at tjekke såtidspunkt, spiretemperatur og sådybde på bagsiden af frøposen.

Læs også: Sådan forspirer du frø


Dagens citat:
En af de sundeste måder at spille lotteri på er med en spade og en pakke havefrø.
Dan Bennett


Dagens vejrvarsel:
Det er ikke nødvendigvis fordi din vejrhane har sat sig fast, hvis den ikke rokker sig ud af stedet efter i dag. Et gammelt vejrvarsel siger nemlig, at vindretningen på den 2. marts med stor sandsynlighed vil vare ved i et helt kvartal.

Se flere noter i Havedagbogen

Lagt på Havebureauet.dk 02.03.2010

© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet.
 
 







Tilbage | Top

Sidst opdateret 2. marts 2010