|

Hvad græsplænen gemte
|
|
Første gang jeg fik øje på den lille plante med de to store kimblade, anede jeg ikke, hvad det var. Men det så jo lovende ud. Først da det næste hold blade - de egentlige blade - spirede frem, blev plantens identitet afsløret: En lille bøg. Siden har jeg fundet så mange små bøgeplanter, at jeg har til en hel lille skov eller måske en hæk. Tænk engang hvad man sådan får forærende ganske gratis.
 |
Spiren her er på størrelse med en 5-krone, men er ganske gratis. Det er starten på et stort træ: En bøg.
© Foto: Havebureauet. |
Sidste år var det nemlig oldenår. Altså et år, hvor bøg og eg sætter en ren overflod af bog og agern. Det er resultatet af det - eller måske snarere glemsomme fugle - som nu kan ses. Op af en flisbunke og især af græsplænens mos spirer den ene lille bøg efter den anden. Og da det nærmeste bøgetræ står langt væk og bøgens bog aldeles ikke kan flyve, ja, så må alle de små træer være resultatet af en fugls glemte vinterforråd.
Hvis man planter sådan en lille bøgespire over i en urtepotte og ellers studser den lidt hvert år, så kan man lave sig et lille mini-træ eller bonsai-træ om man vil. Et alternativ til en formklippet buksbom og ikke mindst om foråret vil træet se fantastisk ud med de lysegrønne blade.
Ved du i øvrigt, hvorfor en bøgehæk beholder sine bronzefarvede blade hele vinteren og frem til næste løvspring, mens et stort bøgetræ smider bladene allerede om efteråret? Hemmeligheden ligger i højden. Så snart en bøg bliver højere end 4 meter, så er det nemlig slut med vinterbeklædningen.
Dagens tip:
Hvis du venter med at klippe bøgehækken til sidste halvdel af juli, så kan du nøjes med én klipning. Gør du det tidligere, så må du i gang med hækklipperen en gang til senere på sommeren, hvis hækken skal se veltrimmet ud. Til gengæld giver to årlige klipninger en tættere hæk.
Se flere noter i Havedagbogen
| Lagt på Havebureauet.dk 03.06.2010 |
© Havebureauet
Tekst, fotos, grafik, m.m. må ikke gengives andre steder
uden forudgående skriftlig aftale med Havebureauet. |
| |
|
|
|
|
Tilbage | Top
Sidst opdateret 3. juni 2010